Hvad er forskellen med “pro-aktiv” og “reaktiv” hundetræning? Når vi vælger at bruge proaktive metoder, siger vi ikke ”stop det der”, vi siger ”dette er hvad jeg vil have dig til i stedet.”
Forestil dig, at du tegner en cirkel eller et lagkagediagram med de 24 timer i en typisk dag i din hunds liv. Fyld hver del af cirklen ud med de aktiviteter eller handlinger, din hund foretager i løbet af en typisk dag. Der er en stort stykke, der er fyldt op med at sove, et andet stykke er at drikke, et andet stykke hedder at spise, kradse sig, gøre sig ren, gø, løbe, gå, blive kælet for, tygge på sko, kradse på døren, hoppe op ad gæster osv osv.
Så beslutter du at fjerne alt det uønskede. Så du fjerner tygge sko, kradse på døren, og hoppe op.
Du har stadig 24 timer i døgnet, så hvad fylder du i de tomme stykker? Tænk over det. Hvordan ved din hund, hvad den skal gøre i stedet? Hvordan ved du, at det vil blive noget, der gavner dit sociale liv? Det ved du ikke, faktisk kan det være noget, der er endnu værre….lad os forestille os, at hunden har et motionsbehov eller et andet behov, der ikke bliver dækket…så den begynder at grave haven op. Du tager den i at grave og skælder ud. Så lægger du hønsenet ud over de dele af haven, hvor den har gravet. Hvad gør den så i stedet? Den begynder måske at strejfe i hele nabolaget. Så du bygger et højere hegn. Hvad gør den så i stedet?
Et andet scenarium…. Hvalpen er ved at skifte tænder og har brug for at gnave. At gnave modvirker ømheden ved tandfrembrud og afhjælper kedsomhed. Hvalpen kigger sig omkring og får øje på dine sko. De ser tyggevenlige ud! Du beslutter at sprøjte vand på hvalpen for at straffe den for at gnave på dine sko. Hvad gnaver han så på i stedet? Hvordan får han sit behov for at gnave opfyldt?
Svaret er, et stykke af vejen, at begynde at tænke proaktivt. Stil dine sko væk, og giv hvalpen noget, den gerne må tygge på. Det er ok at sige ”nej” i et neutralt tonefald, når hvalpen gnaver på de sko, som du var så tåbelig at lade ligge på gulvet, men du er nødt til at følge op med at give den et griseøre, tyggeben eller tyggelegetøj i stedet.
Til hunden, der graver – måske har han brug for en længere gåtur hver dag? Eller du kunne melde jer til et agilityhold, hvor I vil opleve sjove aktiviteter, socialisering og træning i en pakke. Ser du: hunde gør det, der virker for dem tricket er at få det der virker for dem til at virke for dig også. Ved at tænke proaktivt kan vi kanalisere hundens behov, så den vælger aktiviteter og handlinger, der passer til vores liv og behov.
Af Aidan Bindoff , oversat af dyrlæge Christina Lager [1]
(c) Aidan Bindoff 2006